torsdag den 30. maj 2013

33:27

Rigtig godt tilfreds ;-)

onsdag den 29. maj 2013

Der er en duft af syren

Jeg er da bare rigtig glad for min 2 år gamle syrenhæk, der i år er fyldt med de skønneste blomster. Og duften er bare fantastisk, så der er også klippet en buket der skal med i stuen i aften.



Hækken står for enden af min urtehave, så den opmærksomme læser vil også kunne se mit store problem - senegræs i rå mængder. Jeg gider ikke lade mig stresse af naturen, jeg vil hellere leve med den. Så jeg tager lidt ad gangen, og plejer alligevel at have rimelig høst. Dog er den ende der er værst angrebet, i år blevet dækket af sort plast, det håber jeg kan gøre kål på ukrudtet.


Og så kommer jeg heller ikke udenom at det er dagen før dagen.....årets kvindeløb "løber" af stablen imorgen. Jeg har trænet, men sikkert ikke nok.

søndag den 26. maj 2013

Sommersøndag

Endelig kom varmen. Søndagen er nydt i haven, hvor jeg nu endelig har taget blomsterne ud fra drivhuset. De har stået og ventet på varmegraderne ligesom mig. Solvognen er taget i brug, og de hvide ben er blevet luftet;-)
Prydløgene eksploderer en af de nærmeste dage.




lørdag den 25. maj 2013

Claus Dalby look allike

Når man nu ikke nænner at give mange penge for et plantestativ som Claus Dalbys, så må man jo flette selv... Det har jeg gjort i en del år efterhånden, det står lige foran min udendørs køkkenvask. Der bliver plantet ærteblomster med den skønneste duft, så sommerens kartoffelskrælning bliver en sand fornøjelse.


Og så har jeg minsandten flettet en kurv ;-) det er alt for længe siden... Jeg har haft mine egne prioriteringer oppe og vende en tur, og der må bare ikke gå så lang tid uden pil i hænderne. Og der er kun mig selv til at sørge for at det bliver sådan. Jeg har flettet en frugtkurv, inspireret af en af mine dygtige fletteveninder fra flettekredsen, og viderefortolket med mine egne ideer. Bunden er Irsk, den har jeg lært at lave af Joe Hogan på et kursus på Vissinggaard, for mange år siden. Sider er flettet som en kimning med 4 pil, det giver en fik kurv både indvendig og udvendig.



mandag den 20. maj 2013

Alle forventninger blev indfriet

Så helt igennem en fantastisk aften blev det i Bad Seegeberg igår. Alle forventninger om en fantastisk musikoplevelse blev indfriet. Så den vil lagres, og blive vendt og drejet mange gange. Og så er det bare skønt at have youtube med adgang til alverdens gode filmklip.


At sommeren så lige valgte at indfinde sig denne weekend, helt uden at jeg har været hjemme og nyde haven, gjorde det så bare rigtig dejligt at være hjemme igen. Det Japanske Kirsebærtræ i fuldt flor.


Kærmindesøster der breder sig alle vegne, med den fineste blå farve.


Det flettede pilehegn fra sidste år står rigtig fint, og der er nye skud overalt. De nye tulipaner fra Amsterdam, som viste sig at være helt andre farver end etiketterne viste, pynter da alligevel.


Opstammede piletræer der efterhånden har dannet knuder så store som fodbolde, skyder tæt.


Syrenhækken står på spring, jeg glæder mig til duften.


Engblommen, ja den er bare rigtig flot.


Og sådan kan man jo med en masse nærbilleder, nemt komme udenom alle de steder der trænger til min opmærksomhed. Ukrudtet vælter op alle vegne, vand og varme sætter i den grad gang i alting:-)



fredag den 17. maj 2013

Skøn pinseudsigt

Jeg sætter kursen sydover, med billetter i lommen til en friluftskoncert med David Garret. Lübeck og omegn skal ses efter i sømmene. Behøver jeg sige jeg glæder mig.


Go pinse til alle der læser med.

Filmklip fro youtube virker så ikke lige fra min iPad .... Derfor tomrum ovenfor, rettes når jeg kommer hjem.

søndag den 12. maj 2013

Inspirationsoverdosis

Som mange andre, har jeg også benyttet denne weekend til en tur forbi Gug, og videre til Saltum. En ren fornøjelsestur, med så meget flot at kigge på, at jeg ikke sansede at få mit kamera op af tasken. 
Men jeg går altså også lidt i sort, når der er så meget forskelligt at kigge på, og så mange mennesker som også gerne vil til fadet....
Men handle kan man jo altid, og planlagt var indkøb af Højlandsuld.


Det skal bruges til bilhækleri, på sommerens udflugter og ferier. Firkanter i grå nuancer med råhvid bund, tilsat lidt turkis hist og pist. Jeg drømmer om et slumretæppe, men måske bliver det ikke så stort. Vi får se.


Og så kunne jeg ikke stå for dette skønne skind. Det er faktisk et gedeskind, super lækkert og helt igennem dansk med god opvækst. Jeg ved det, for det er købt hos  Klintemarksgaard 


søndag den 5. maj 2013

Pestotid

Ramsløgene nærmest vælter op af jorden langs vores bæk i haven, et skønt syn og en dejlig duft.


Så er det selvfølgelig også et must, at der må laves pesto. Opskriften sjusser jeg mig lidt til, masser af ramsløg, ristede pinjekerner, olivenolie, hvidløg, citron, salt og permasanost. Det skal blive godt i selskab med en omgang pasta.



onsdag den 1. maj 2013

Landmandsstyle

Jeg har været i bunden af mine stofkasser, og fandt dette skønne stof. Rester fra et eller andet projekt for mange år siden. Men der kunne lige blive et par hagesmække til Sif. Hun må nemlig meget gerne vide at farmor er lidt bonderøvsagtig ;-)