onsdag den 28. januar 2015

Firkantet..

At flette firkantede kurve er nok en af de største udfordringer når vi taler pileflet. Jeg har efterhånden været på en del kurser i firkantet, både med Steen Madsen og Rainer Groth som begge to er mestre i disciplinen. Og når jeg sidder med en firkantet kurv har jeg bestemt dem begge i mine tanker.
Jeg har flettet de sidste dage, denne gang i afbarket pil, hvilket er en lidt anden udfordring end når man fletter med bark på. Den afbarkede er hårdere at arbejde med, men har helt klart den fordel at den er nemmere at styre formen på. Når først pilen er lagt, så det knirker, så bliver den på sin plads.
Jeg har nok mest kigget i Ranier Groth stilen denne gang. Måden hanken er lavet på er i hvert fald fra hans kursus, og første gang jeg selv prøver at lave den.


mandag den 19. januar 2015

Schapen van Holland genoemd Frede

Jo jo det er rigtig nok, det er Hollandsk... Jeg har hæklet et får, det er måske ikke noget stort. Men opskriften var på Hollandsk, det er jeg pænt stolt af at det lykkedes. Hurra for google translate, sikke muligheder vi har med en iPad i nærheden.


Ideen kommer fra Halager igen.. Hun har fundet opskriften her.
Det er lidt sjov at hækle af Drops Alpaca Boucle, man hækler lidt i blinde, da det er helt umuligt at se løkkerne i de krøllede garn (men så kan man jo heller ikke se fejlene) ;-)

lørdag den 17. januar 2015

Høsten er gået igang

Idag har jeg været ude og høste pil. Selv om vejret var koldt og vådt fra morgenstunden, var det bare dejligt at være ude og igang. Jeg var med min søster ude på et stykke pil i Katsig bakker, hold da op hvor var det smukt og fredfyldt. Solen skinnede, det sneede og der var overskyet, vi fik det hele med. Men en dejlig dag.


Dagens høst, super lækker L. Dix og Hyllinge, der lige står og venter på sorteringen når lysten er der.


fredag den 16. januar 2015

Ny restaurant i gaden...

Jeg har været igang med at flette en ny model af foderhus til fuglene. Jeg har jo ikke meget plads, og ikke engang et eneste træ på egen grund. Men der står et pæretræ i naboens have lige op af læmuren... Det er lige ud for køkkenvinduet, så der har jeg nu indrettet lidt til fuglene. Mon ikke det går an, og fuglene vil indfinde sig. Det håber jeg. Nu varsles der jo vinter, så vi må være beredte.


Jeg kæmper en kamp med skrifttypen... Vil skifte til Arial, men det kan jeg simpelthen ikke få til at virke. Jeg blogger næsten altid fra min iPad, er der nogen der ved om man kan skifte standard, så det altid er den samme skrifttype...

Øh.. Jeg fatter det ikke, for så trykker jeg på udgiv... Og skrifttypen er så lige ændret til Ariel. Det må være en fejl 40.




torsdag den 15. januar 2015

Hurra hurra

Jeg har fået plads på broderikursus på Skals højskole. Hvor er jeg bare glad :-) jeg har stået på ventelisten i et par år, til en plads på dag- eller aftenhold. Dvs. det er et kursus hvor man er afsted ca. 1 dag eller aften pr. måned. Så er der jo masser af tid til at sy mellem kursusdagene.
Jeg har valgt pladsen på dagholdet, 1. gang 10. marts - jeg glæder mig allerede. Det er bare så smukke ting der produceres dernede, så det kan kun blive godt.
At jeg så er flyttet 80 km nordpå gør at turen er lidt længere, men jeg tror det er køreturen værd.


Billedet er fra udstillingen i sommeren 2014.

mandag den 12. januar 2015

Dobbeltstrik

.... har jeg ikke prøvet endnu, men denne hue er nu strikket 2 gange, så er det vel også en slags dobbeltstrik. 1. forsøg var alt for stor, 2. forsøg er her.... Stadig lidt i overkanten - mon det går at gi den 40 gr. i vaskemaskinen???



Nu tror jeg bare lige jeg bruger den lidt, så ser vi om der skal gøres noget..

Jeg har lige læst "sandheden om Amalia" en rigtig go bog. Det går lidt trægt med at få læst noget, men lidt blir det da til. 


søndag den 4. januar 2015

Juleferien synger sit sidste vers

En dejlig lang juleferie er ved at være overstået, pynten er ryddet af vejen og der er ryddet op i gamle mails og billeder (en typisk nytårsgrille hos mig...) dog mangler vi stadig at få bugt med en del chokolade. Men det må vi så arbejde på i januar.
Jeg har haft en bunke pil liggende i haven siden november måned, og det er godt nok længe. Troede det var gået helt i opløsning, jeg havde simpelthen ikke orket at få det i fryseren. Så stor var min glæde igår, da jeg fandt ud af at det faktisk kunne flettes med :-)


En lille kurv med asymmetrisk lukning og hank af et strandfund, det er der jo kommet mere af når jeg dagligt kan gå på stranden. Og en lille lygte af et glas fra Ikea, beklædt med dugpil og fitching.

Ellers har juleferien budt på mange gode ture i omegnen, sneen er væk igen. Det er helt fint nu vi igen skal køre på arbejde. Men det var utrolig flot fra d. 28 til d. 31. Billederne er fra den 30. Det var helt eventyrligt flot.