søndag den 19. marts 2017

Dejlige dage på højskole

Jeg har tilbragt en forgangne uge på Emmaus Haslev. En rigtig dejlig uge, hvor jeg virkelig har fået flettet igennem. Det er 5. gang jeg er der, så jeg kender stedet, dagligdagen og mange af de skønne kursister. Jeg har som sagt flettet pil med Steen Madsen som kyndig underviser. Det er en fornøjelse at flette så mange dage i træk, man kommer virkelig i et godt flow, og det bliver til rigtig mange timers flet.
Vi mødte ind søndag eftermiddag hvor vi blev indkvarteret. Det er en gammel skole med sjæl og knirkende gulve. Fine enkle værelser, hvor man alligevel tilbringer meget lidt tid. Der spises godt på stedet. Klokken ringer til morgenmad, frokost og aftensmad. Der imellem er der formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftenkaffe.... så man er rigelig forsynet.
Rytmen på skolen er den samme hele ugen.
Morgenmad - Morgensamling med sang, fortælling og gymnastik - arbejde i værkstederne - Frokost - arbejde i værkstederne - aftensmad - aftenforedrag - arbejde i værkstederne.
Min ambition med ugen var at lære at lave en rullekant både med greb og hank, det fik jeg lært - eller jeg håber så jeg kan huske det.


Catalansk kurv i afbarket pil med fiskeskælskimning, sideflet af flækket pil, rullekant og hank.



Fladt fad af grøn pil, bund med fransk sideflet, sider af 4 kimning, rullekant og greb.




Jeg fik også flettet en lille kiste. Modellen jeg arbejdede efter, var lavet af afbarket pil, men jeg foretrak pil med bark på, da det ikke er nær så hårdt for hænderne at sidde med. Så må jeg gentage modellen engang i afbarket - ny øvelse her er den flettede kant på låget.



Det er godt at have gang i et let projekt sideløbende de mere krævende ting. Det kan man så udfylde tiden med, hvis der evt. er ventetid, eller om aftenen, hvor det ikke må være for svært.
Jeg lavede en helt almindelig rund kurv, med meget tætte stager, her er det formen der er i fokus.

Jeg flettede stagerne så tætte, så jeg helt undlod af lægge kant. Sluttede blot af med en enkel krydsflet, og klippede stagerne.



I salen hvor vi arbejdede var der et hold ved siden af der flettede med Tenja Skotte. Der blev der hovedsageligt flettet med Pedigrør, det skulle jeg da også lige ha i hænderne. Sjovt materiale, som giver andre muligheder end pilen gør - selv om jeg nu helt sikkert holder mig til pilen var det sjovt at prøve. Det blev blot til et par armbånd.


En dejlig uge, med masser af flet, grin, sang, snak og hygge - godt jeg har haft søndagen til at slappe af i :-)




4 kommentarer:

  1. Så smukke resultater af en uges fordybelse. Det giver simpelthen noget ekstra at være hjemmefra og bare koncentrere sig om emnet. Jeg synes, jeg slipper vanetænkning og er mere fri...! Der er flow i ideer og arbejdet.
    Nu er det med at afprøve det lærte inden for længe...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne. Ja fordybelsen giver altså bedre resultater - og flow. Det er bare vanskeligt at passe ind i dagligdagen derhjemme.

      Slet
  2. Sikke nogle flotte kurve du har fået flettet. Det må være dejligt at kunne fordybe sig i pilefletningen uden at skulle tænke på mad og andre daglige hussysler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Dorte. Jeg kunne godt blive afhængig af den klokke der bare ringer, når man skal sætte sig til bordet :-)

      Slet