Viser opslag med etiketten pil. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pil. Vis alle opslag

søndag den 12. april 2020

Påskenørklerier

Når de allerfleste sociale aktiviteter er lukket ned, så er det fantastisk at have en bunke af kreative sysler at kaste sig over.
Karen Marie Dehn har givet en fantastisk mulighed for at brodere sammen, hver for sig. Hun har sendt en skabelon ud i hendes nyhedsbrev, og kommer så med ny vejledning hver dag.


Godt nok er jeg først rigtigt kommet igang idag, men jeg er sikker på at det også er ok at sy efter påskeferien. Her blev det på et stykke af en gammel dug, og grønne nuancer.


Det er så hyggeligt at brodere lidt nyt. Jeg er blevet færdig (eller næsten) med en fødselsdagsløber. Det er Hønseløberen fra Tille’s 



Jeg har lavet den lidt kortere ned den oprindelige, derfor mangler jeg lige at brodere de 3 sidste høns. Kanten er syet som en blondekant i hulsøm, det er et temmelig stort arbejde, men jeg synes det var hyggeligt og en fin kant.


Strik skal der også være tid til, og jeg har fået gang i et par søde nederdele til mine børnebørn. Det er Mælkebøttenederdelen fra PetiteKnit jeg synes de har mange rigtig søde modeller til børn. Denne her kører let og ubesværet som TV-strik.


Men som altid skal der også være tid til at flette pil. Et par lidt kraftige kurve, af en pil som blev overraskende flot i farven ved opblødningen. Det er pil jeg selv har høstet et sted hvor der ikke er navne på, så jeg kender desværre ikke sorten. 





søndag den 23. februar 2020

Når stormen raser

Heldigvis er vi hverken truet af vandmasser eller stormskader. Vejret viser sig fra sin trælse side, forkølelsen raser, og det er en rigtig god grund til at holde sig indendørs med kreative sysler.

Jeg har nydt det sidste strikkeprojekt, som endda var af garn fra lager. Jeg havde for lang tid siden snuppet et godt tilbud hos Garnudsalg, 10 nøgler softwool, sådan lidt grøn-grå i farven. Det skulle anvendes, og jeg ville gerne strikke striber... af ensfarvet garn. Så en tur i strikkebutikken efter følgetråd, en lys og en mørk grøn alpaca fra Isager. Strikkeprøve faldt ud til den positive side, så var det jo bare sætte igang. Jeg fandt en fin opskrift hos Hannelarsenstrik. Selv om det jo egentlig er ganske simpelt at lave en raglansweater, kan jeg godt li at have en god opskrift ved hånden. Og det må man sige er tilfældet med denne opskrift, let forståelig - og en fin sweater med en og pasform. Kun en smule tilpasning ved ærmer, da jeg ikke gider de er samme bredde hele vejen.

Jeg er helt sikker på det bliver en trøje der vil blive brugt igen og igen. Og til stor undren har jeg kun brugt knap 5 bundter softwool, det rækker bare meget langt. Jeg er ikke nogen ørn i løbelængder, men det må ha noget med det at gøre.. Men det levner jo bare 5 bundter, som så kan anvendes til et andet formål. 

Jeg har også fået flettet lidt bark, ikke meget, men jeg har da lige et par billeder.
I efteråret var jeg så heldig at være med på en kursusdag hos Dorte Steffensen, som er en meget dygtig fletter. Jeg har ikke set nogen bedre i DK - så det var en stor glæde at det lykkedes at komme med en dag hos hende.
Vi flettede sandwich-teknik, som giver nogle fine og stærke emner.
Jeg fik flettet beholderen i midten på kursus, og de to andre har jeg så lavet efterfølgende. Vi lærte også hvordan vi skulle efterbehandle med voksbehandling. En teknik som jeg ønsket mig at lære gennem flere år. Det er lidt kompliceret, man laver en blanding af dammar harpiks og bivoks, som skal varmes op før den påføres, hvorefter man brænder det ned i barken igen med en varmepistol. Ikke så svært når man lige har fået det vist, så det er jeg rigtig glad for jeg har lært.
Beholderen til højre mangler stadig at få voksbehandlingen, derfor ser den lidt mat ud.

Jeg har også flettet en lidt stører beholder, den er lavet ud af noget bredt og tykt bark, som vil være synd at skære op i smalle strimler.
Pil skal der jo altid lige være lidt tid til, selv om det stadig er rester der har været på lager er det blevet til en lille rektangulær kurv - en opskrift fra en ny bog af Jenny Crisp, med en lettere opstigning af en firkantet bund.




torsdag den 30. januar 2020

Her bruges rester

Efter en weekend med flet, bliver der naturligvis en del opblødt pil i overskud som helst skal bruges inden det går helt i opløsning. Så det er blevet til en lille kurv, som sikkert kan bruges til et eller andet. Måske når yngste barnebarn skal hente kartofler i kolonihaven.
Lidt længere pil, som vel næppe kan kaldes rester, er blevet til en stor brændekurv.
Så har jeg også fået lavet en lille bolig til gærdesmutten. Knasthullet har jeg haft liggende i en del år, tænkt til dette formål. Så det var dejligt at få det afprøvet, så håber jeg bare det vil passe en lille gærdesmutte at indtage den.
Endnu en tyk uldtrøje er strikket. Garn og opskrift fra Hjelholt, rigtig skønt at sidde med. Det var nr. 2 af denne model, så den er dog ikke til mig selv. Håber min svigerinde passer den.






onsdag den 22. januar 2020

Intens fletteweekend

Jeg har været til det årlige flet-igennem træf i vores flettekreds, det er altid super hyggeligt, og vi får flettet rå mængder af kurve. Vi var 10 der flettede - resultatet se nedenfor.

Jeg fik flettet 3 forskellige kurve, dejligt at få lidt på lager igen - da det er lidt tyndt efter julemarkedet i december.



Jeg fik lige afprøvet noget nyt, et hamsterhjul. Det er en lille fin holder til mejsekugler, som kan laves i en fart af ikke ret mange pil - fint til at få anvendt de sidste rester.

søndag den 5. januar 2020

Long time no se

Det blev pludselig til en lang pause fra blogland, egentlig uden grund... tiden gik bare. Jeg har haft masser af gøremål, stadig kreativ og rask, så nu ser jeg lige om der vil komme nye indlæg... det skal jo helst komme uden at være en pligt.
Nu er jeg opdateret med nyeste IPad, så den skal da også bruges til mere end surfing.

Juleferien er overstået, de ledige stunder blev brugt til Marius strik. Det måtte jo komme når yngste barnebarn hedder Marius :-)
Jeg havde bare bestilt garn til en trøje, str. 2 år. Men jeg kunne jo ligeså godt få brugt det overskydende garn, så det blev til både hue, vanter og lommeven. Så håber jeg bare det hele passer.

På broderisiden har jeg i efteråret været igang med et tema, sammen mede mine broderiveninder i Kreastedet. Vi har broderet juletræer på gamle hvide duge. Omkredsen af juletræet var den samme, der er så anvendt alverdens forskellige sting og farver, det var sjovt at se hvor forskelligt de faldt ud.

Pil er der selvfølgelig altid nyt at vise af. I foråret var jeg med på kursus med en tysk underviser Rainer Groth, han er helt formidabel til firkantede kurve.



Kursus havde vi selv arrangeret. Vi indlogerede os på Strandet Hovedgaard, som må siges at være et fantastisk skønt sted. Der vil jeg gerne ned igen.
Ellers er der jo selvfølgelig flettet til julemarked, igen på Sæbygaard slot.








onsdag den 13. marts 2019

Lysere tider


Pludselig er lyset kommet tilbage, sådan føles det i hvert fald. Der er begyndende lys når jeg køre om morgenen, og rigelig tid om eftermiddagen til at nå lidt udenfor. Selv om det de sidste dage er druknet i regn, fornemmer jeg alligevel foråret er på vej. Jeg glæder mig i den grad til at komme lidt igang i haven igen. Mit sidste indlæg var med sne på... men også en måned siden, tiden løber.

Vinterferien bragte mig en tur til Lanzarote, egentlig uden større forventninger til andet end lidt sol og varme. Det var der ikke alt for meget af, men istedet overraskende meget at se på, så det var en rigtig positiv overraskelse.
En fantastisk flot tur i Parque Nacional De Timanfaya, et uberørt vulkanområde.

 

På den kreative front er der da lavet et par ting. Jeg har strikket et par trøjer, i mit absolutte yndlingsgarn Lett Lopi. Trøjen til min søn kom så hurtigt i brug, at jeg slet ikke nåede at få et billede.


Jeg havde fundet opskriften i en bog fra biblioteket om islandsk strik. Endnu en model Rimfrost fra Hanne Rimmen er klar til sønnens kæreste - helt magen til den jeg har lavet til mig selv, men det har hun heldigvis selv valgt.


Resterne skal jo også bruges, så bamsen har også lige fået en islænder..


Der blevet syet lidt dukketøj til pigernes dukker, små hyggelige projekter, som forhåbentlig passer.


Det er meget begrænset hvad jeg har broderet siden jul, det har næsten kun været til broderiaftnerne i Kreastedet. Men lidt har også ret. Da symaskinen alligevel var på bordet til dukketøj, kunne jeg lige montere den lille Ranunkelpung som er blevet færdig.

P

Idag har jeg lige nået at få flettet en bakke, dejlig lille opgave. Jeg har lavet rigtig mange bakker, så det ligger let og lige for. 4 bag 2 kant med polsk variation, den ligger fint på den ovale form. Klar til sønnen som endnu ikke har fået en.


 




søndag den 3. februar 2019

Høst- og flettetid

Så er årets høst ved at være i hus. Jeg nyder at der er noget man skal ud efter, selv i denne kolde tid. Når bare påklædningen er i orden, er det skønt at komme ud - det giver røde kinder og gode tanker om hvad der nu skal flettes.




Høsten rækker knap til mit forbrug, så det skal suppleres med lidt andre sorter. Det er sjovest at flette når der er variation i materialerne.
Sidste weekend har helt i pilens tegn, her havde vi en hel weekend med flet i flettekredsen. Det er super hyggeligt at have et par sammenhængende dage i godt selskab og med masser af pil. Der er go mulighed for at flette lidt størrer eller specielle ting. Jeg har været alt for ophængt den sidste måned, så jeg havde ikke planlagt noget stort. For mig var det vigtigst bare at få flettet lidt, og håbe på et godt udfald. Underligt men det kræver altså at man har det godt, for at man også kan flette noget ordentligt. Sådan fungere det i hvert fald for mig.

Det blev til en rund kurv, model efter et gammeldags skæppemål, dog uden at tænke på størrelse, men udelukkende facon - sideflet af den skønne ørkenpil.
En oval taske, som godt nok først blev helt færdig herhjemme. På catalansk bund og nederst med fransk sideflet, dog foran 2 bag 1. Øverst fransk sideflet med tilbageslag. Jeg synes de to slags flet klæder hinanden godt.
Og så lige en stor oval vasketøjskurv, med engelsk sideflet af dugpil. Se det var en rigtig fin weekend.







tirsdag den 22. januar 2019

januar er jo snart godt brugt


Det er en mørk tid, og det kan være svært at bevare det gode humør, når det kun er i weekenderne det er nødvendigt at rulle gardinerne op. Da juletræet i haven blev fjernet sneg jeg mig til at sætte kæden på min pileflettede kugle, det kan da lyse en smule op i mørket.



I juleferien gik jeg lidt amok med at strikke fingervanter, og sluttede af med 2 par i børnestørrelser. Så er alle vist også forsynet :-)



Lidt tid til flet blev der også i juleferien. Jeg gik flettet en lille gevirkurv. For et par år siden var jeg så heldig at finde et par geviropsatser på et julemarked i Randers, som jeg købte til min families store undren - om jeg da ville ha dem op og hænge?? Men nej, planen var jo at de skulle afprøves i en lille kurv. 

Jeg har også nået et par ture i pilemarken, hvor jeg har høstet til lager. Det står rigtig fint i år, så det er dejligt at få med hjem. Og skønt at komme ud i de lyse timer.

Et lille broderi er blevet færdig til min veninde. Et bogbind til en huskebog.


Efter endt vantestrik trængte jeg til noget størrer strik, så det var heldigt min søn ønskede sig en ny islænder. Jeg fandt en fin opskrift i en bog fra biblioteket og garnet var ikke svært at vælge, så jeg er i fuld gang med de tykke pinde - det passer fint til håndboldstrik.


Men ellers glæder jeg mig til foråret, som så mange andre sikkert også gør. Jeg regner med jeg kan starte tidligt i år, jeg fik nemlig et lille fint drivhus i julegave - ja drivhus ?? ved ikke om man kan kalde det et drivhus, for det er ikke størrer end det passer på en palleramme. Jeg glæder mig i hvert fald til at få det samlet, og håber det bliver lige så fint som billedet viser.






mandag den 3. december 2018

Julen i sigte

Så kom vi december, og endnu engang helt uden at ha købt en eneste julegave... nå det når jeg jo nok, det plejer jeg.
Jeg har haft travlt de sidste uger med at forberede mig til årets julemarked på Sæbygaard slot, som jeg har været med på for 3. år i træk. Det er et stort arbejde at gøre klar til, meget skal forberedes, samles sammen, læsses, transporteres og stilles op. Men det er en hyggelig weekend, som jeg ser frem til. Det giver jo anledning til der skal flettes nyt, og det giver mange gode snakke om pil og bark.
Der var ikke helt så mange mennesker som man kunne ønske sig, men når man ser hvor mange steder der byder sig til med jule dit og dat, så er det meget forståeligt.


Som noget nyt havde jeg i år en hel del bark ting med. Det plejer udelukkende at være pileflet jeg har, men der skal jo også helst være nyt at kigge på.
Nu skal hele livet jo ikke bestå af pileflet, så lidt strik og broderi bliver det også til. Noget er hemmeligt lidt endnu, så det må jeg vente med at vise frem.
Sidste tirsdag var jeg sammen med broderigruppen fra Kreastedet, på tur til juleworkshop hos Tilles, en meget hyggelig aften, med broderi, vafler og kaffe. Der blev broderet juletræer (det havde jeg gjort sidste år) så jeg gik igang med en fin lille gris. (foto fra Tilles, da min egen ikke er så langt)
Indkøb blev gjort derude, man kunne jo være så heldig at blive ramt af snestorm, så er det godt at have noget at give sig til :-) det er da et glimrende argument.
Jeg faldt tilfældigt over en meget smuk broderet Ranunkel på FB, det ledte mig til Moonfeather, så nu kan jeg ønske mig rigtig meget snestorm :-) Jeg glæder mig i hvert fald til at komme igang.


Strikkeriet er igang, jeg har fremstillet et par nissehuer til de to nye børnebørn fra i år -



 Nu hvor julemarkedet er overstået er det så tid at få lidt julepyntet herhjemme - jeg må igang.