søndag den 3. januar 2016

Pilehøst og suppetid

Så blev det endelig rigtig vintervejr, kulden bider i kinderne og så skal vi jo ud og høst pil :-)
Idag har jeg været i Katsig bakker for at høste pil sammen med 3 andre pileflettere. Rigtig dejligt at komme ud i den friske luft, og vi kunne fint holde varmen når bare vi arbejdede.
Set fra sofaen er det jo en kold tur, men skønt når man hopper i tøjet og kommer afsted. Og der er så meget flot pil, som bare venter på at blive klippet. Der er skønt i bakkerne, og vi fik besøg af en hel flok heste.


Vi fik klippet rigtig meget, jeg tror der er over 100 kg i bilen, som vi dog er 2 til at deles om. Og det bliver nemt at sortere, da det er begrænset med sideskud.


Nu står det og pynter udenfor, og venter på en fridag hvor det skal sorteres i længder, og stilles til tørre.


Dejligt at komme hjem i varmen, dejlig suppe og en pind i brændeovnen. Så er ferien ved at være slut, imorgen ringer vækkeuret til et nyt år på arbejde.

torsdag den 31. december 2015

Godt nytår

Det tynder ud i 2015. Et dejligt år med rigeligt at se til. Men dejligt nu at nyde det færdige resultat af mange timers byggearbejde. Jeg elsker mit nye køkken, hvor der er god plads til at svinge gryder og pander. En fornøjelse at arbejde i og lave mad til familie og venner. Så med et billede at en dejlig blomst i køkkenvinduet vil jeg ønske mine læsere et godt nytår.


mandag den 28. december 2015

Nyt grej prøvekøres

Juledagene er forløbet som planlagt, lige dele hygge, afslapning, familiehygge osv.
Jeg blev bla. begavet med et tastatur, så er det spændende at se om det bliver et hit. Lige nu skriver jeg på det, og det er da godt nok en væsentlig forbedring, frem for at skrive på ipad.


Indrømmet, appel er altså bare gennemført. Vi er også kommet med på appel-tv, så kan man med et snuptag sætte ipad på tvskærmen. Gad vide om ikke jeg bliver nødt til at sætte en ny telefon på ønskelisten,.... det er altså bare smart når tingene passer sammen.


onsdag den 23. december 2015

Julen står for døren og linsen skal pudses.

Jeg har faktisk udelukkende taget billeder med min iPad. Den sidste tid har jeg ikke været så tilfreds med resultatet, tænkt at det var da utroligt så dårlig lyset er... Men det er jo heller ikke særlig lyst i vejret. Men nu har jeg altså pudset linsen, hmm. Det virker ligeså godt som når man får pudset brillerne.


Så med et mere klart billede, vil jeg med disse juletræer ønske mine læsere en glædelig jul. Her koger risengrøden, træet er pyntet og de sidste gaver er pakket. Juleferien er begyndt - jeg er så klar.

lørdag den 19. december 2015

Strikkekrisefri juleferie

Idag landede pakken fra Bettekun. Jeg skal igang med en poncho al la Arvingerne, det er bare at sætte igang. Men jeg faldt også lige over de fine juletræer fra Kastaniestrik, de bliver vist nødt til at komme i første række. Det er jo jul. Men altså materialer nok til juleferien, ærgerligt den ikke helt er startet endnu. Men jeg er ved at være klar..


Der kigges langt efter lidt mere julevejr, 8-10 gr. varme og småregn, det er altså lidt surt. Idag er der blevet lavet en fin skulptur på torvet af en isblok. Jeg skyndte mig at tage et billede, den er allerede på vej væk.


søndag den 13. december 2015

Så blev nissetøjet hængt til tørre.

Julestemningen er ved at indfinde sig, hjemmekogte klejner og besøg af gode venner hjælper godt på det. Idag har jeg været til Julemarked på Knivholt i Frederikshavn, det er kæmpestort, 135 forskellige stader. Så er det tæt på en overdosis...
Jeg har været igang med strikkepindene, og der er kommet lidt nissetøjet op og hænge.



Jeg er også blevet færdig med 4 dækkeservietter med lidt julebroderi. Der er først trykt med stoftryk farver, og bagefter broderet med kontursting. Det er bare ærgerligt at der er så dårligt dagslys, at alle billeder bliver lidt uskarpe...




lørdag den 5. december 2015

Spiralknuder og edderkopper.

I denne uge var det igen tid til at drage til Skals. Jeg begynder at føle mig mere hjemme dernede, og der er lidt mere ro på.
Denne gang fik jeg lært at sy spiralknuder og edderkopper, sting der kan laves mange sjove ting med. Det blev et lille juleophæng denne gang, selv om det er alternative farver..



Årets advents indretning er lavet i et gammelt lerfad. Jeg er jo så heldig at have en utrolig kreativ blomsterforretning som nabo, så da der var juleinspirationsaften var jeg selvfølgelig med. Det har givet ideer til et lidt andet udtryk ind jeg plejer, det er godt at lære nyt. 


Det er ved at være alvor med julen er i nærheden, der er den fineste udsmykning i byen. I torsdags var jeg til julekoncert i kirken med Nordjysk pigekor, så kan man ikke undgå at komme i julestemning. Pigerne stod i våbenhuset og sang jingle bells da vi gik ud af kirken, hold da op et sus det gav. Det eneste der manglede var lidt snefnug i luften.
Helga (stormen) har været forbi, det regner og rusker og er ikke særlig julet. Jeg ønsker mig lidt frost og høj himmel tak.