onsdag den 7. marts 2018

100.000 er da ikk så ringe endda

Sjovt jeg lige landede på siden og så de 100.000 sidevisninger. Det er da vildt mange i min verden, og ikke ret mange når jeg kigger rundt i blogland. Bloggen har eksisteret siden 2012, hvor jeg startede forsigtigt ud. Jeg får ikke lavet vildt mange indlæg - 2-3 stykker om måneden, men det er tilstrækkeligt for hvad jeg har på hjeretet. Jeg er rigtig glad for min blog, og kigger faktisk af og til selv tilbage, for lige at se hvornår det nu var.... Nogen derude kigger også med, håber I også har fornøjelse af siden. Især er det jo dejligt når nogen tager sig tid til at skrive en lille hilsen. Tak for det.



I weekenden havde jeg besøg af et par kreative piger, vi havde aftalt en filtedag. Uld er et skønt materiale, og jeg tænker hver gang jeg får det frem, at jeg da skal lave noget mere.. og så går tiden alligevel. Men dejligt når det så lykkedes. Vi filtede en stime Røvspætter, så nu har jeg 3. Glæder mig til vi skal sidde på dem i haven, foråret kommer vel lige om lidt.


Jeg faldt lige over en idé fra Stof og Stil, der også lige blev afprøvet - påsken nærmer sig jo, så et par sjove kyllinger er kommet frem.




onsdag den 28. februar 2018

Udsigten er stivnet

Det er nu blevet så koldt at vandet i åen er frosset til is. Det er ikke særligt indbydende at komme ud, vinden gør det nærmest ulideligt koldt. Men så er det jo bare skønt at man kan sidde inde i den varme stue og nyde vinterens udvikling.
Vandet passere stadig under isen, så jeg tror ikke lige det er her skøjterne skal frem.

Men den dejlig anledning til lige at lave lidt gratis fornøjelse - islygter. Der er vist udsigt til de kan holde sig et par uger.

Godt der er masser af indendørs sysler at hygge sig med på en fridag.
Jeg er kommet igang med dobbeltstrik med lidt hjælp fra Youtube, det er sjovt og jeg tror det bliver rigtig lækkert. Men det går meget langsomt, så det bliver vist ikke denne vinter halstørklædet kommer i brug. 
Mine 2 broderier endte alligevel med at blive til to sider af samme sag.



søndag den 25. februar 2018

Frosten bider, så er det dejligt med lidt nyt uld


Vinteren har endnu ikke sluppet sit tag endnu, det er piv-koldt derude. Egentlig ville jeg har været igang med at sortere pil, men det er simpelt hen bare for koldt. Men så meget bedre er det jo så at jeg er blevet færdig med endnu en dejlig ulden sag.
Hanne Rimmen's model Prisme er netop skyllet op, og klar til en kold dag på arbejde imorgen. Dejlig model at strikke - eneste tilretning var lidt flere indtagninger i halsen, så den ikke er alt for åben. Og så måtte jeg lige afkorte den i længden, den var blevet for lang, så jeg klippede ribkanten af, trevlede lidt op og strikkede ny kant. Nu er det godt.

Jeg har haft lidt vinterferie, så der har været god tid til at være kreativ. Det har været lidt med nål og tråd. Jeg har broderet lavendler og et hjerte i samme farve. Planen er at sy det til 2 forskellige poser, men der skal lige laves et eller andet sjovt til bagsiden af posen. Så jeg er gået i tænkeboksen.




I tænkepausen er der blevet flettet lidt bark. Jeg faldt over en opskrift i et gammelt pileblad, der lige skulle afprøves.

Den model kunne jeg rigtig godt tænke mig at lave som et lidt størrer fladt fad... men ved ikke helt hvordan jeg skal løse det i bunden. Så jeg må i tænkeboksen igen - heldigvis har jeg en rigtig dygtig barkfletter at spørge til råds. Så må vi se om vi kan opfinde noget helt nyt :-)

søndag den 11. februar 2018

Der arbejdes på flere fronter

Jeg har i perioder gang i en del forskellige arbejder, altid er der strik, men det er aldrig det eneste.
Jeg har lige haft nogle gode dage med bark på bordet. Det er så let at gå til, og kræver minimal forberedelse. Barken er jo opblødt på en lille time, og så er man igang.
Det er blevet til forskellige små beholdere, som fint kan anvendes til vase, når der kommer et genbrugsglas indeni.  Og så bliver værtindeblomsten pludselig lidt mere personlig. Det er sjovt at arbejde med barkens forskellige små huller og knaster, så de kommer frem i det færdige arbejde, i stedet for at skulje det. Jeg øver mig stadig i at slippe fantasien løs.

Jeg er endelig også kommet igang med min nye trøje, Hanne Rimmen's model Prisme. Den var længe undervejs, da den var i restordre. Men nu speed strikkes der, for det bliver jo først rigtig sjovt når jeg når til bærestykket. Det glæder jeg mig til. Heldigvis går det hurtigt fremad med Letlopi og pinde 4,5. 
Broderiet har lagt lidt stille de sidste måneder. Jeg har længe syet lidt på et par box punge til pigerne, og til sidst var der kun montagen tilbage. Det fik jeg gjort kål på forleden, dejligt de nu er færdige. Så må vi se om de finder på noget at putte deri.
Men så var der jo pludselig ledigt på broderifronten, og et nyt projekt kan sættes igang. Jeg har gemt Anni Gamborg's skønne citat. "VERDEN ER AF LAVEendler". Det skal omsættes til stof. Stof og tråd er heldigvis på lager, så det er bare at sætte igang. Det kan vist godt ende med en hyggelig projektpose :-)







torsdag den 1. februar 2018

Kaos eller kontrol

Onsdagens kurv er færdig. Jeg havde en bunke pil i overskud fra sidste weekends flettetur. Det passede til at få afprøvet en ny teknik. Krydset fransk sideflet... bogen anbefalede to forskellige farver, det havde jeg ikke, og min pil var lidt tynd. Så istedet for dobbelt antal, snuppede jeg da bare 3 dobbelt. Det giver 144 pil der skal holdes styr på. Men det er jo bare foran en og bag om en.... det er bare lige det med den rigtige rækkefølge. Kaotisk ser det ud, når alle pil er sat ind.






Resultatet er tilfredsstillende, dog har jeg fået øje på en fejl i den anden række flet. Men faktisk tror jeg ikke andre får øje på det. Sjov teknik, der skal dyrkes lidt mere, så jeg får helt styr på rækkefølgen.





Så er januar forbi, der er blevet mærkbart mere lys om eftermiddagen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Dejligt - jeg glæder mig til at se alle mine nye tulipanløg stikke næsen op af jorden. Indtil da køber jeg mig til en lille smule kulør i stuen.

Jeg har lige været igang med et lille lynprojekt på strikkepindene, simpelthen fordi den manglede. Mit barnebarn kan ikke li at få flyverdragten lynet helt op under hagen, og halstørklæder er ikke særlig godt på legepladsen. Derfor en hurtig halsedisse, af det blødeste garn i forretningen, Sandens Alpakka. Nu skal den lige skylles op, så den kan blive afprøvet på lørdag.


onsdag den 24. januar 2018

Januarsysler

Snart er januar gået, og heldigvis begynder man at ane lidt mere lys om eftermiddagen. Det har været svært overhovedet at få taget et billede i dagslys.
Sidste weekend var jeg på tur med mine skønne fletteveninder. Kredsen havde 15 års fødselsdag, og det blev fejret med et par overnatninger på Bulbjerghjemmet. Der blev virkelig hygget og flettet igennem til de sene aftentimer. Det var et skønt sted, perfekt til pileflet eller andre kreative arbejder. Naturen omkring er fantastisk, selv om det begrænsede sig til en enkelt gåtur til vandet ved Bulbjerg. Det var jo flettearbejdet der var i fokus. Hele 15 damer var vi samlet, med en enkelt gæst helt fra Færøerne.
Når der er så mange timer afsat til flet, er det sjovt at udfordre sig selv. Det er nemmere at fordybe sig i mere komplicerede teknikker, og altid go hjælp at hente ved "kollegaerrne".
Jeg fik flettet en firkantet kurv i afbarket pil. Fuldstændig magen til en jeg flettede for en del år siden på et kursus med Rainer Groth. En skøn proces - og tilfredshed med resultatet.
Jeg flettede også en mere almindelig oval kurv, dog med lidt speciel sideflet. Fransk sideflet der går foran 2 og bag om 1. Den vil vist egne sig fint til en kaffekande og lidt godt til en udflugt.



Et samlet billede af hvad der blev fremstillet på en god weekend.

En af pigerne har åbnet egen garnbutik i Fjerritslev, den skulle selvfølgelig ha et eftersyn nu vi var i byen. En rigtig flot butik, som jeg desværre ikke lige fik et billede af. Men Kronborg Uld er bestemt et besøg værd. Lidt garn måtte også med hjem, et par bunter skiftefarve garn fra Hjelholt. Der var et rigtig flot halstørklæde strikket af dette garn i butikken, dobbeltstrik... som jeg endnu ikke har prøvet. Men det skal da ha en chance.




Jeg fik også lige købt knapper til mit babystrik, som nu er klar til babyankomsten - som dog helst skal vente et par måneder endnu.

fredag den 5. januar 2018

Så starter vi på en frisk

Lige pludselig løb dagene afsted med mig. Det har været en skøn juleferie, hvor der er blevet sovet til det blev lyst. Der er sket en hel masse og overhovedet ingenting. Julen er pakket sammen i kasser, resterne er ryddet af vejen, og det overvejes om ikke det sidste chokolade skal ud. Nej jeg tror vi spiser det alligevel :-)
Lidt aktivitet var der da alligevel i ferien. Jeg har igen været ude og høste en god bunke pil. Dejligt med frisk luft, og fysisk aktivitet. Og tanker om nye fletterier.
Jeg har ikke fået flettet noget særligt i ferien, kun lidt rester er brugt. Det kunne lige blive til en lille let børdkurv.

Der er blevet strikket lidt til den lille dreng der er i vente i familien, og det er jo noget at det allermest hyggelige at ha på pindene. Et par bukser og en lille sømandscardigan, med lidt støtte fra Lene Holme Samsøe's Babystrik på pinde 3 og et par billeder fra pinterest. Det ser da indtil videre rimelig rigtigt ud. Sømandsboblerne er sjove at strikke, det har jeg ikke prøvet før.

Ja så er det jo også blevet til et par farmorvanter - igen - denne gang uden foto, de er taget i brug, og nøjagtig mangen til det første par. Og dem her passer jeg altså bedre på.

Jeg har bestilt garn til næste strikke projekt, ja jeg kunne altså ikke lade være da jeg så Hanne Rimmen's skønne model. Jeg har tidligere strikket en trøje af hendes design, og det gør jeg gerne igen. Prisme hedder den, og jeg har bestilt ved Garn-garagen, der har både mønster og garn.
 
Et lidt sent godt nytår ønskes herfra med et billede af en dejlig julegave, som jeg glæder mig til at nyde i haven til sommer. Indtil videre bor den indenfor med en lyskæde indlagt.