søndag den 23. februar 2020

Når stormen raser

Heldigvis er vi hverken truet af vandmasser eller stormskader. Vejret viser sig fra sin trælse side, forkølelsen raser, og det er en rigtig god grund til at holde sig indendørs med kreative sysler.

Jeg har nydt det sidste strikkeprojekt, som endda var af garn fra lager. Jeg havde for lang tid siden snuppet et godt tilbud hos Garnudsalg, 10 nøgler softwool, sådan lidt grøn-grå i farven. Det skulle anvendes, og jeg ville gerne strikke striber... af ensfarvet garn. Så en tur i strikkebutikken efter følgetråd, en lys og en mørk grøn alpaca fra Isager. Strikkeprøve faldt ud til den positive side, så var det jo bare sætte igang. Jeg fandt en fin opskrift hos Hannelarsenstrik. Selv om det jo egentlig er ganske simpelt at lave en raglansweater, kan jeg godt li at have en god opskrift ved hånden. Og det må man sige er tilfældet med denne opskrift, let forståelig - og en fin sweater med en og pasform. Kun en smule tilpasning ved ærmer, da jeg ikke gider de er samme bredde hele vejen.

Jeg er helt sikker på det bliver en trøje der vil blive brugt igen og igen. Og til stor undren har jeg kun brugt knap 5 bundter softwool, det rækker bare meget langt. Jeg er ikke nogen ørn i løbelængder, men det må ha noget med det at gøre.. Men det levner jo bare 5 bundter, som så kan anvendes til et andet formål. 

Jeg har også fået flettet lidt bark, ikke meget, men jeg har da lige et par billeder.
I efteråret var jeg så heldig at være med på en kursusdag hos Dorte Steffensen, som er en meget dygtig fletter. Jeg har ikke set nogen bedre i DK - så det var en stor glæde at det lykkedes at komme med en dag hos hende.
Vi flettede sandwich-teknik, som giver nogle fine og stærke emner.
Jeg fik flettet beholderen i midten på kursus, og de to andre har jeg så lavet efterfølgende. Vi lærte også hvordan vi skulle efterbehandle med voksbehandling. En teknik som jeg ønsket mig at lære gennem flere år. Det er lidt kompliceret, man laver en blanding af dammar harpiks og bivoks, som skal varmes op før den påføres, hvorefter man brænder det ned i barken igen med en varmepistol. Ikke så svært når man lige har fået det vist, så det er jeg rigtig glad for jeg har lært.
Beholderen til højre mangler stadig at få voksbehandlingen, derfor ser den lidt mat ud.

Jeg har også flettet en lidt stører beholder, den er lavet ud af noget bredt og tykt bark, som vil være synd at skære op i smalle strimler.
Pil skal der jo altid lige være lidt tid til, selv om det stadig er rester der har været på lager er det blevet til en lille rektangulær kurv - en opskrift fra en ny bog af Jenny Crisp, med en lettere opstigning af en firkantet bund.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar